Copenhagen Markets er åbnet i Høje-Taastrup Transportcenter

Tidligt mandag morgen, d. 4 april åbnede Københavns nye Grønttorv - Copenhagen Markets - i Høje-Taastrup Transportcenter. Copenhagen Markets er Nordeuropas største engros markedsplads og distributionscenter for frugt & grønt og blomster & tilbehør.


De første vare- og lastbiler blev lukket ind kl. 04.00 og hermed blev mange års forhandling omkring det nye Grønttorvs fremtid, som blev påbegyndt i 2013, endelig afløst af virkeligheden.

Grunden hvorpå Copenhagen Markets er blevet opført er på 200.000 kvadratmeter og ligger bagerst i Høje Taastrup Transportcenter langs med jernbanen. Her er der blevet opført tre haller på i alt 67.000 kvadratmeter, hvoraf den ene er til blomster, mens de to andre haller er til frugt og grønt. I alt er der 80 sluser i de tre store byggerier, hvorfra de mange vare- og lastbiler skal levere og hente deres varer.


Det gamle Grønttorv i Valby, som blev endeligt lukket ned lørdag den 2. april, efter mere end 100 års drift, er allerede solgt og der vil nu blive opført boliger på grunden.

Flytning uden problemer
Flytningen fra Valby til Høje-Taastup Transportcenter foregik den forgangne weekend, og ifølge Copenhagen Markets’ koncerndirektør, Jens Faarup er den gået uden problemer.

På trods af enkelte handlende der følte at de ikke var blevet informeret tidsnok om flytningen, har åbningen af den nye Copenhagen Markets kun givet anledning til positive røster. De handlende har udtrykt stor tilfredshed med de nye faciliteter, som er bedre og mere moderne end tidligere.

50 000 vare- og lastbiler
Transportmæssigt bliver det nye Grønttorv et af de mest travle steder i Storkøbenhavn. Man forventer, at omkring 50.000 vare- og lastbiler vil køre til og fra området hver uge. Dertil kommer en hel del private borgere, som fortsat får mulighed for at komme på grønttorvet.

- Vi forbyder ikke private at komme, men vi er jo først og fremmest en engros-virksomhed, siger direktøren.

- Derfor har vi også indført betaling, ikke for at komme ind, men for at få lov til at parkere på område. Man skal forbi en portvagt og betale 100 kroner for en dagsbillet. Uanset om man er privat eller har et CVR-nummer.

Copenhagen Markets placering i Høje-Taastrup Transportcenter er nøje valgt, pga. markedspladsens funktion som en logistikhub, hvorfor transport er afgørende for markedet succes.